ASTRIDS DAGBOG

Forleden da stormen rev træer op med rode og flåede tage af husene, var jeg til debutantaften i Dansk Forfatterforening.
Vi var ikke ret mange, skulle jeg hilse og sige – men jeg stred mig gennem byen, for jeg ville være med.
Vi som var der, snakkede om vores bøger, om vores start på forfatterlivet – og vi læste op.

Vi hørte en bid af dem her:

Alle tre fine bøger – og meget forskellige.
Det er det der er så fedt ved bøger: De kan åbne en helt ny verden eller beskrive den man kender, med andre ord og sætte nye billeder på. De kan fortælle historien om to venner der pludselig står overfor hinanden i bandekrigen, om drengen der drager ud i verden for at slå tiden ihjel, og om sønnen hvis far er i krig.

Jeg var den sidste der læste op, og det var helt underligt at høre de ord jeg har læst inde i mit hoved tusind gange, komme ud af min mund.
Heldigvis grinede de alle de rigtige steder, de sagde øv! da jeg sluttede, er der ikke mere?, og en af de sejeste af damerne rundt om bordet, Lise Bidstrup hedder hun og har skrevet mere end 50 bøger på næsten ingen tid, ja, hun skrev lige i en mail: Skøn bog du har forfattet!!!

Fedt jeg satte livet på spil og trodsede stormvarslet.

Astrid er både Dagens tip og blandt udvalgte bøger på Hillerød Bibliotekerne for tiden:

“Shit.  Jeg burde jo have vidst det allerede da jeg læste hendes sms. Jeg er i byen, skal vi ses en af dagene? Mor.
Sådan starter denne bog om Astrid, der bor hos sin far, mens moderen i syv år har boet i New York.
Vi følger Astrids tanker og kaotiske følelser både om moderens pludselige tilbagevenden, men også om venner og kærester.
En rigtig god bog om en teenagers liv med op- og nedture. Genkendeligt og vedkommende!”

Yay!

Amn, hvor heldig kan man være?!

Bogbotten.dk der én gang har anmeldt Astrid så fint, har nu valgt at anmelde den igen – og den nye anmelder, tja, hun kan altså også ret godt lide Astrid:

Louise Urth Olsen rammer tidens sprog og slang på fremragende vis. Man bliver som voksen læser måske en anelse træt af sms-kommunikationen, men det er en helt igennem nutidig version af Astrid Lindgrens ”Anne Marie letter sit hjerte” der blev skrevet (på skrivemaskine) tilbage i 1940erne.

Det er kækt og troværdigt med denne version af ”dagbogsromanen”, der er tidsangivelser mellem ”indlæggene” og der er overstregninger, rettelser og som altid i bedste Nynne-dagbog-stil en række lister og opgørelser i tal.

Det er en svær genre at skrive i, men det lykkes for Louise Urth Olsen at holde stilen hele vejen igennem uden at forfalde til alt for megen gentagelse eller for megen subkulturel slang. Den holder – i det mindste i et par år. Der er (sikkert) ikke nogen lang levetid for en bog, hvor sproget spiller så stor en rolle, og hvor sproget samtidig er så tidstypisk. Vi tror på Astrid. Hun skal nok klare sig.  

Sejt, ik’?

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Ditte på 13 har skrevet en ret fin anmeldelse af Astrid på kulturforunge.dk.

Når man er sådan en gammel krampe som jeg, er det indimellem en udfordring at ramme en teenageagtig tone – derfor blev jeg også rigtigt glad da jeg læste hvad Ditte har skrevet: Sproget i bogen er godt. Det er sådan teenager-agtigt. Det er skrevet som en teenager ville skrive det nu til dags.
Og jeg blev endnu mere glad over at Ditte også synes omslaget, som jeg selv er ret begejstret for (men også her er jeg jo tudsegammel), er nice: Forsiden er rigtig god, og den giver mig lyst til at læse bogen. Bagsideteksten lyder meget spændende, og derfor giver den også lysten til at læse bogen. Personligt synes jeg ikke, der er så mange forsider mere der giver mig lyst til at læse bøger, men denne er en af dem der giver mig lyst til at læse bogen.
Og så giver hun bogen 5 ud af 6 stjerner. Dem er jeg også rimeligt glad for.

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Inde på Albertslund Biblioteks hjemmeside er der en børneblog hvor de fortæller om nogle af alle de (nye) bøger de har hjemme.
Der står lidt om Nørd på catwalk, Gregor (af Suzanne Collins der har skrevet den fabelagtige Hunger Games – som I selvfølgelig kender allesammen, jeg ved det) – og Astrids dagbog. 

Der står blandt andet:
Astrids dagbog - fingrene væk! er skrevet af Louise Urth Olsen. Den er spritny i vores samling og er helt oplagt læsning for jer, der kan lide dagbogsformen. Det gode ved dagbogsformen er, at læseren får rigtig meget at vide om hovedpersonen Astrid, der er omkring de 14 år.  Man kommer virkelig bag om hende, synes jeg. (…) Følg Astrid i hendes dagbog, så får du et ganske godt billede af en helt almindelig pige med problemer, som mange af jer sikkert kender. Om at ville være med til at bestemme over sit eget liv, om at være forelsket, om venskab og meget mere.

Og på Tårnby Kommunebibliotekers hjemmeside har de en hel liste over dagbøger. Der er blandt andre Døde piger lyver ikke (som er tårefremkaldende god), Kære dødsbog og Barbara Tristan Møller.

Jeg kan ikke sige det nok: De danske biblioteker styrer.

Altså, det kan jo godt være du troede Astrid kun var for piger (og for de sejeste drenge), men det er hun slet ikke.
Forleden fik jeg for eksempel en mail fra en kvinde der er næsten ti år ældre end jeg, med emnet Astrid er nu udlånt i Helsingør, og i mailen skriver hun: 
Kære Louise
Faldt lige over Astrid på voksenhylden, så nu har jeg lånt hende med hjem!

I dag har hun så sendt mig en ny mail:
Når man tager med, at en 50-årig (født 50 år for sent) ikke er målgruppen, så synes jeg ‘faktisk, altså, seriøst’, at du har begået en ‘rigtig, rigtig fed’ historie ;o)

Siger det bare.

Jeg har fået en forfatterprofil på gyldendal.dk.
Med billede og baggrundsfarve og links og hele molevitten – og midt mellem alle de store: Karen Blixen, Kim Fupz Aakeson, Astrid Lindgren, J.K. Rowling – og alle de sindssygt mange andre der gør deres bedste for at åbne verden for os med deres historier.

Nå, jeg bliver mere og mere vild med at få anmeldelser. I hvert fald når de er gode.
Og det er bogbotten.dk‘s heldigvis.

“Det er alt sammen virkelig godt set og ret velskrevet. Astrids dagbog – fingrene væk er skrevet i den efterhånden velkendte dagbogsstil med lister og bokse og korte afsnit. Men den har sin egen stil og tone og har et sprog, der virker rigtigt og overbevisende. Man mærker, at forfatteren har styr på, hvad de unge lytter til, ser på tv og taler om (tror denne anmelder i hvert fald). Hun har blik for detaljer og mennesketyper, uden at det bliver alt for karikeret. Alt i alt en virkelig fin debut, som vil fænge hos pigerne. Bogen ligger et sted mellem Alberte Windings bøger om Barbara Tristan Møller, som er mere poetiske og Karoline og Sylvester-bøgerne, som er mere pjattede og hæsblæsende, men som alle viser den svære tilværelse mellem barn og voksen hvor man både ønsker at frigøre sig fra forældrene og samtidig er vildt sårbar og har mere brug for forældrenes kærlighed end nogensinde.”

Jeg kan selv virkeligt godt lide Albertes Barbara Tristan Møller-bøger. Barbara er den helt rigtige blanding af ærlighed og eftertænksomhed, synes jeg – og nu er der nogen ude i verden der synes Astrid minder om hende.
Fedt. Virkeligt fedt.

Billedet er fra bogbotten.dk. Hvis du ikke allerede kender sitet, skulle du tage at smutte forbi. Lige nu.