ASTRIDS DAGBOG

Det synes anmelderen på Palles Gavebod i hvert fald.
Svedig, hva gir I?

Jamen I kan selv læse det her.

Astrid er kommet i fint, fint selskab på bogliv.dk – hvor Anna Katarina Smit Hinge giver den:

og skriver:

Astrids mor vender tilbage til familien efter flere år i New York. Imens Astrid kæmper med veninde- og drengeproblemer, prøver hun også at få sin mor til at holde sig væk fra hendes far. Bogen behandler temaet om skilsmisse på en sjov og anderledes måde, idet Astrid faktisk ikke vil have hendes forældre til at være sammen igen og ikke helt kan finde ud af, om hun vil være venner med mor igen, nu hvor hun har været så lang tid væk.

“Astrids dagbog er en rigtig pigebog, som fanger fra første side. Den ligner noget jeg har læst før og så alligevel ikke…

Astrid er en frisk pige, der ikke finder sig i ret meget. Med ben i næsen og tør humor angriber hun teenagelivet på sin helt egen måde. 

Louise Urth Olsen  fanger pigerne lige der, hvor de er – midt i teenagelivet, hvad alt som det indebærer. Hun skriver der-ud-ad på den fede måde. Det lykkedes hende at trække læseren helt med ind i Astrids hoved, hvor tankerne myldrer rundt, inden de falder på plads i dagbogen.”

Har fået årets første julegave – endnu en fin anmeldelse af Astrid.
Det kan godt være ingen af mine andre ønsker går i opfyldelse, men who cares?

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Jeg har efterhånden talt med flere kvinder på min mors og svigermors alder (sådan cirka 60+) som har læst Astrid – og de siger allesammen uden undtagelse at de har helt dårlig samvittighed over hvor sure nogle mødre de var da deres døtre var teenagere.

Jamen det siger de.

De siger også at de pludselig meget bedre forstår hvorfor deres døtre opførte sig som de gjorde, de forstår med ét hvorfor de smækkede med dørene og kaldte dem alt muligt og dybest set ikke gad være sammen med dem.

Så jeg tænker at det måske ikke vil være nogen helt dum idé en dag ved lejlighed at lave en kop te eller kaffe til din mor, tænde et lille steanrinlys og stille ved siden af hendes yndlingsstol og sådan helt tilfældigt lægge et eksemplar af Astrids dagbog som hun ikke kan undgå liiige at bladre i. Når hun nu alligevel sidder i stolen med en dampende kop i hånden.
Hvem ved – måske din mor pludselig forstår dig meget bedre og bliver langt mere medgørlig. Og sød.

(Jeg har tilladt mig at låne billedet her. Det er lige sådan en mor gerne vil have det. Siger det bare).

Amn, hvor heldig kan man være?!

Bogbotten.dk der én gang har anmeldt Astrid så fint, har nu valgt at anmelde den igen – og den nye anmelder, tja, hun kan altså også ret godt lide Astrid:

Louise Urth Olsen rammer tidens sprog og slang på fremragende vis. Man bliver som voksen læser måske en anelse træt af sms-kommunikationen, men det er en helt igennem nutidig version af Astrid Lindgrens ”Anne Marie letter sit hjerte” der blev skrevet (på skrivemaskine) tilbage i 1940erne.

Det er kækt og troværdigt med denne version af ”dagbogsromanen”, der er tidsangivelser mellem ”indlæggene” og der er overstregninger, rettelser og som altid i bedste Nynne-dagbog-stil en række lister og opgørelser i tal.

Det er en svær genre at skrive i, men det lykkes for Louise Urth Olsen at holde stilen hele vejen igennem uden at forfalde til alt for megen gentagelse eller for megen subkulturel slang. Den holder – i det mindste i et par år. Der er (sikkert) ikke nogen lang levetid for en bog, hvor sproget spiller så stor en rolle, og hvor sproget samtidig er så tidstypisk. Vi tror på Astrid. Hun skal nok klare sig.  

Sejt, ik’?

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Ditte på 13 har skrevet en ret fin anmeldelse af Astrid på kulturforunge.dk.

Når man er sådan en gammel krampe som jeg, er det indimellem en udfordring at ramme en teenageagtig tone – derfor blev jeg også rigtigt glad da jeg læste hvad Ditte har skrevet: Sproget i bogen er godt. Det er sådan teenager-agtigt. Det er skrevet som en teenager ville skrive det nu til dags.
Og jeg blev endnu mere glad over at Ditte også synes omslaget, som jeg selv er ret begejstret for (men også her er jeg jo tudsegammel), er nice: Forsiden er rigtig god, og den giver mig lyst til at læse bogen. Bagsideteksten lyder meget spændende, og derfor giver den også lysten til at læse bogen. Personligt synes jeg ikke, der er så mange forsider mere der giver mig lyst til at læse bøger, men denne er en af dem der giver mig lyst til at læse bogen.
Og så giver hun bogen 5 ud af 6 stjerner. Dem er jeg også rimeligt glad for.

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Inde på Albertslund Biblioteks hjemmeside er der en børneblog hvor de fortæller om nogle af alle de (nye) bøger de har hjemme.
Der står lidt om Nørd på catwalk, Gregor (af Suzanne Collins der har skrevet den fabelagtige Hunger Games – som I selvfølgelig kender allesammen, jeg ved det) – og Astrids dagbog. 

Der står blandt andet:
Astrids dagbog - fingrene væk! er skrevet af Louise Urth Olsen. Den er spritny i vores samling og er helt oplagt læsning for jer, der kan lide dagbogsformen. Det gode ved dagbogsformen er, at læseren får rigtig meget at vide om hovedpersonen Astrid, der er omkring de 14 år.  Man kommer virkelig bag om hende, synes jeg. (…) Følg Astrid i hendes dagbog, så får du et ganske godt billede af en helt almindelig pige med problemer, som mange af jer sikkert kender. Om at ville være med til at bestemme over sit eget liv, om at være forelsket, om venskab og meget mere.

Og på Tårnby Kommunebibliotekers hjemmeside har de en hel liste over dagbøger. Der er blandt andre Døde piger lyver ikke (som er tårefremkaldende god), Kære dødsbog og Barbara Tristan Møller.

Jeg kan ikke sige det nok: De danske biblioteker styrer.

Nå, jeg bliver mere og mere vild med at få anmeldelser. I hvert fald når de er gode.
Og det er bogbotten.dk‘s heldigvis.

“Det er alt sammen virkelig godt set og ret velskrevet. Astrids dagbog – fingrene væk er skrevet i den efterhånden velkendte dagbogsstil med lister og bokse og korte afsnit. Men den har sin egen stil og tone og har et sprog, der virker rigtigt og overbevisende. Man mærker, at forfatteren har styr på, hvad de unge lytter til, ser på tv og taler om (tror denne anmelder i hvert fald). Hun har blik for detaljer og mennesketyper, uden at det bliver alt for karikeret. Alt i alt en virkelig fin debut, som vil fænge hos pigerne. Bogen ligger et sted mellem Alberte Windings bøger om Barbara Tristan Møller, som er mere poetiske og Karoline og Sylvester-bøgerne, som er mere pjattede og hæsblæsende, men som alle viser den svære tilværelse mellem barn og voksen hvor man både ønsker at frigøre sig fra forældrene og samtidig er vildt sårbar og har mere brug for forældrenes kærlighed end nogensinde.”

Jeg kan selv virkeligt godt lide Albertes Barbara Tristan Møller-bøger. Barbara er den helt rigtige blanding af ærlighed og eftertænksomhed, synes jeg – og nu er der nogen ude i verden der synes Astrid minder om hende.
Fedt. Virkeligt fedt.

Billedet er fra bogbotten.dk. Hvis du ikke allerede kender sitet, skulle du tage at smutte forbi. Lige nu.

Da jeg i sin tid begyndte på Astrids dagbog – fingrene væk!, var min ambition at bogen skulle lægge sig tæt op ad virkeligheden, ad nogens, din og min – og derfor blev jeg også virkeligt glad da jeg læste boggnasker.dk‘s anmeldelse.
For det er åbenbart lykkes.
Og så har den også fået temmelig mange stjerner. Det blev jeg også ret glad for.

“Dagbogen begynder den dag i februar, hvor mor pludselig står i entreen, og den slutter et par måneder senere. Det mellemliggende indhold er vævet sammen af de historier, som Astrid fortæller om sine forhold til mor, far, Mia og Jonas, plus mormor og et par stykker mere, og selvfølgelig alle hendes egne overvejelser og følelser i den anledning. Hun fremstår sympatisk, reflekteret og med en tør humor – og meget alderstypisk. Hun er værd at kende.

‘Astrids dagbog’ er interessant, både fordi den er levende skrevet, og fordi vi har med en omvendt og derfor lidt usædvanlig situation at gøre: det ermor, og ikke far, som er fraværende i datterens liv. Som det fortælles her, er det hip som hap, om det er den ene eller anden forælder, som savnes – det vigtige er, hvilken slags person den tilstedeværende forælder er. Lyder ligesom virkeligheden.”

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Ja, det synes Sjov for Børns anmelder altså at Astrids dagbog – fingrene væk! er, og hun har skrevet langt og meget fint om den.

Blandt andet: “(Bogen) rammer ganske fornemt ned i en stribe af de problemstillinger, børn og unge møder på deres vej. Måske ikke nødvendigvis når den ene forælder rejser bort for en årrække, for derpå at komme hjem igen når det passer pågældende selv. Men samme mekanismer er givet vis på spil i vores skilsmissekultur, når forældre for en tid prioritere deres egne behov fremfor børnenes. Andre unge læsere kan måske genkende forældresvigtet fra travle karriereforældre, der vælger jobbet fremfor familien og pludselig en dag vender bøtten om. Og forventer at barnet eller den unge ”følger med” i den voksnes prioriteringer.
For det er netop her, Louise Urth Olsen rammer en nerve. At forældrene i bogen forventer, at Astrid skal klappe i hænderne af deres beslutninger og valg. Uden reelt at sætte sig i hendes sted.
Derfor er det da ikke så underligt, at Astrid ikke orker alt det med mor og indimellem synes, at det er tarveligt, at hun har stjålet far! (…) Bogen er uhyre velskreven og velformidlet. Letlæst og fængende som få.”

Du kan læse hele anmeldelsen her.